Jesper Kiel, byådskandidat for Enhedslisten Svendborg

Budgettet udhuler kernevelfærden

Læserbrev i Fyns Amts Avis 22. oktober 2016

Det nærmer sig det tragikomiske, når SFs Bruno Hansen i et læserbrev 12. oktober i Fyns Amts Avis påstår, at budgetforliget friholder kernevelfærden. Bruno opstiller SFs krav som: “at besparelser ikke måtte medføre færre ansatte til det direkte arbejde med børn i dagtilbud, i vores folkeskole og i ældreplejen.”

Jesper Kielaf Jesper Kiel, gruppeformand for Enhedslisten

Det er jo gode krav at sætte til budgetforhandlingerne, men det har desværre intet med resultatet at gøre. I 2017 skal der spares 12 mio.kr på børn, unge, ældre, handicappede og socialt udsatte. Det kommer vel at mærke oven i den årlige grønthøsterbesparelse på 8,3 mio. kr. Grønthøsteren kører videre de kommende år og beskærer hver eneste daginstitution, plejecenter osv. med 0,35% hvert år.

I 2019 er der lagt op til endnu en ekstra sparerunde på 15 mio. kr. Det betyder i runde tal, at den årlige besparelse stiger år for år: 2017: 24 mio. kr., 2018: 33 mio. kr, 2019: 56 mio. kr. 2020: 64 mio. kr.. Over fire år skal der altså spares samlet set næsten 180 mio. kr. Det siger selv selv, at det ikke vil friholde kernevelfærden og slet ikke de ansatte.

Enhedslisten deler SFs glæde over, at vi i fællesskab fik halveret de nye besparelser i 2017. Men det endelige budget byder på en endeløs udhuling af kernevelfærden i Svendborg Kommune, og det kan Enhedslisten ikke bakke op.