Enhedslisten: Svendborg skal ikke importere affald

Pressemeddelelse 20. dec. 2011!

På byrådsmødet tirsdag 20. dec., skal Svendborg Kommune til stilling til om Svendborg Kraftvarme skal have lov til importere affald fra fx England eller miljøfarligt affald fra Kommune Kemi i Nyborg. Det mener Enhedslisten man skal sige nej til. Behovet for at importere affald er opstået efter at EU har liberaliseret affaldsmarkedet og dermed sat gang i en kamp om affaldet.

– Jeg mener det er helt uholdbart for vores klimastrategi at transportere affald over store afstande, uanset om det er husholdningsaffald fra England eller det er miljøfarligt affald fra Kommune Kemi. Kommune Kemis affald kommer også i stor udstrækning fra udlandet, så hvis vi aftager en del af deres, så vil de øge deres import af mere miljøfarligt affald. Svendborg Kraftvarmeværk vil kunne køre uden import af affald fra udlandet – bare ikke for fuld damp. Desuden viser de seneste tal fra miljøstyrelsen at affaldsmængderne vil stige igen efter et fald da finanskrisen startede. Derfor skal vi afvise Svendborg Kraftvarmes ønske om affaldsimport, jeg synes ikke vi skal være skraldespand for hele Nordeuropa, forklarer Enhedslistens byrådsmedlem Jesper Kiel.

Enhedslisten vil have at Svendborg Kraftvarme arbejder på at findes mere bæredygtige alternativer til affaldsafbrænding, det skal ske gennem øget genbrug og solvarmeanlæg til fjernvarmen i kombination med at man kunne afbrænde begrænsede mængder lokalt produceret biomasse så som afklip fra grøfter eller energipil. Men samtidigt mener Enhedslisten i Svendborg også at der skal udarbejdes an national plan for affald.

– Grundlæggende er det en dårlig idé at basere en del af vores energiforsyning på køb og smid væk-kulturen, i stedet skal affaldsmængderne skal ned. Allerede nu er det åbenlyst, at der er kamp om affaldet og det skaber helt uholdbare situationer, hvor kraftvarmeværker kan fristes til affaldsimport, for at sikre driften. Alle værker skal have en hvis mængde for at kunne køre, derfor risikerer overkapaciteten for affaldsforbrænding i Danmark at føre til at værkerne spiller Sorte Per rundt for at undgå lukning. Det er meget uhensigtsmæssigt og vil øge transporten af skrald, derfor skal der laves en national plan, som sikrer dels mere genbrug og dels en afvikling af forbrændingskapaciteten i Danmark som helhed. Det kunne udmøntes en skrotningspræmie, til de værker som er dyrest og dårligst, således at økonomien for de øvrige værker kan sikres, slutter Jesper Kiel

Til Enhedslistens startside