Fejlslagen udlicitering

Læserbrev 22. januar 2012

Af Jesper Kiel – Enhedslisten medlem af Udvalget for Miljø og Teknik

De borgerliges pres for udlicitering giver bagslag. Der lægges nu op til at entreprenørafdelingen vrages til fordel for et dyrere, men formelt set bedre tilbud. Allerede i 2010 havde Venstre, Konservative, DF og Sydfyns Borgerliste planlagt at spare 10 mio. kr. om året på udlicitering. Det fik Enhedslisten aflyst da flertallet skiftede efter valget, fordi det var fuldstændig urealistisk.

Desværre var de borgerlige igen med i budgetforliget for 2011, og her fik de igen indføjet de urealistiske besparelser på udlicitering. Kommunens entreprenørafdeling har nu været i udbud, med det resultat at kommunen selv var billigst og alligevel står til at tabe.
Hvis man skal tage det vedtagne budget alvorligt, er målet ikke nået; der blev ingen besparelse.

Men budgettet har forudsat at der skal findes besparelser ved udlicitering. Den forudsætning er ikke opfyldt. Derfor mener jeg også at man burde annullere udbuddet. Accepterer man resultatet af udbuddet, mister man både fleksibiliteten, og kommunen bliver bundet til en fast udgift, som er højere end nødvendigt.

Uanset hvad man vælger, står man tilbage med regningen for at gennemføre udbudet. Det har kostet 1,5-2 mio. kr. at lave udbudsmaterialet. Her må jeg jo spørge Lars-Erik Hornemann, hvor skal penge nu komme fra?

I stedet vil jeg opfodre S, SF og Liste T til at droppe de borgerliges privatiseringsideologi. Kommunen skulle måske kigge på om nogle af de opgaver som er udliciteret i dag, med fordel kunne udføres billigere af kommunen selv – entreprenørafdelingen har jo vist at det kan gøres billigere end de private.