Stå nu fast mod udlicitering !

Entreprenørafdelingen i byrådssalenAf Gonzalo Carrillo, byrådsmedlem for Enhedslisten Svendborg

Vi har nået et lavpunkt omkring prisafprøvningen af entreprenørafdelingen. Der kommer fejl på fejl i beregningerne og situationen ser mere og mere håbløst ud i forhold til at bevare arbejdspladserne i kommunalt regi samt sikre de lokale underentreprenører et godt samarbejde med kommunen. Det er tydeligt at hele projektet med at prisafprøve er kørt af sporet. Vi har brugt millioner på at gennemføre licitationen, betalt dyrt for at få forkerte beregninger og spilder tiden med at lave nye beregninger. Alt sammen til ære for de borgerlige, som gennemtvang udliciteringen.

Jeg vil opfordre Socialdemokraterne, SF og Liste T til stå fast på at annullere licitationen. Jeg håber virkelig ikke at alle de nye beregninger, kun skal gennemføres for at få et alibi til at gennemføre en udlicitering og samtidig have ro i egne rækker. Medarbejderne i entreprenørafdelingen er på trods af at de er konkurrencedygtige kastet i en usikker fremtid, især nu, hvor HedeDanmark har overtaget Skælskør Anlægsgartner og dermed en ny direktion og andre forudsætninger.

Enhedslisten i Svendborg har hele vejen været imod udlicitering Venstre og Konservative har fra starten påstået at prisafprøvning kun havde til formål, at se hvor godt kommunen gjorde sit arbejde og om vi var konkurrencedygtigt nok. Det har Enhedslisten fra starten advaret imod, idet vi mente det var en skinmanøvre for at gennemtvinge udliciteringer. Desværre havde vi ret og V og K vedkender sig ikke længere deres egne retorik og vil gennemtvinge udliciteringen. Det har været skidt for kommunens økonomi og skidt for medarbejderne. Stå nu fast mod de borgerliges krav om privatisering!