Uacceptabelt hvis ikke udligningsreformen holder hvad den lovede

Nye beregninger viser af Svendborg ikke får 20 mio. kr. men derimod kun 1 mio. kr. ud af reformen. Det er helt uholdbart, hvis ikke udligningsreformen i praksis flytter de lovede penge til de fattige kommuner, mener Enhedslistens byrådsmedlem i Svendborg. 

Pressemeddelelse 6. juli 2012

– Så snart jeg så de nye beregninger, rettede jeg henvendelse til Frank Aaen fra Enhedslisten, som var med til at forhandle udligningsreformen. Vi enige om at reformen som udgangspunkt skal flytte de lovede millioner fra rige til fattige kommuner. Derfor skal vi til bunds i denne sag. Der er mange indviklede kriterier bag tildelingen af bloktilskud, og særligt kriteriet for “familier i bestemte boligtyper” falder helt anderledes ud end de tal, man brugte til at lave reformen. Det er jo nærmest hokus pokus, hvor en enkelt detalje pludselig kan trylle hele gevinsten væk, det er uacceptabelt, udtaler Enhedslistens byrådsmedlem Jesper Kiel

Frank Aaen har rejst spørgsmål til økonomi- og indenrigsministeren for at få afklaret, hvordan bl.a. Svendborg kan miste næsten 20 mio. på kriteriet “familier i bestemte boligtyper”.