Sagen om Vejlegården er vendt på hovedet

Når de borgerlige partier vil forbyde sympatikonflikter, hvis en arbejdsgiver har tegnet en overenskomst i en af de gule fagforretninger, er det at vende sagen om Vejlegården helt på hovedet.

Jesper Kiel, Enhedslisten Svendborg

Sagen handler ikke om Vejlegårdens frie valg, sådan som Kristian Jensen og Ellen Trane Nørby fra Venstre påstår i Fyns Amts Avis 3. august. Det er Vejlegårdens forpagter, som har forhindret sine medarbejdere i at være organiserede under 3F og arbejde på en 3F-overenskomst. Vejlegården har startet konflikten ved lockoute tre 3F-medlemmer og derefter tegnet en discount-overenskomst med Kristelig Fagforening.

Hvis man virkelig skulle sikre det fri fagforeningsvalg, skulle man sikre at fx ansatte 3F-medlemmer altid har ret til at arbejde under en 3F-overenskomst og fastholde deres medlemskab. Det ville da være frihed.

Så vil nogen nok indvende, at de stakkels arbejdsgivere så ikke ville få indflydelse på, hvilken overenskomst de skal have med medarbejderne. Det kan der jo være noget om – men er det ikke netop det, som Vejlegården og de borgerlige ønsker at gennemføre, bare med omvendt fortegn?

De ønsker at arbejdsgiverne enerådigt skal kunne påtvinge en bestemt overenskomst for deres ansatte, ved at de skal have mulighed for at fyre folk, hvis de er med medlem af en rigtig fagforening og så tegne en ny discountoverenskomst, som alle kommende medarbejdere må rette sig efter.

Så længe arbejdsgiverne har magten til at fyre og hyre, må fagbevægelsen have en ret til omvendt ikke at ville udføre arbejde for en arbejdsgiver man ikke kan komme overens med. Fjerner man denne mulighed for fagbevægelsen, får arbejdsgiverne frit spil, og lønninger og arbejdsforhold vil blive kraftigt forringet. Det er muligvis også det Vejlegården og de borgerlige ønsker, men det har intet med frihed at gøre!