Enhedslisten: Kommunen skal afblæse lockout i Svendborg

Pressemeddelelse 1/4 2013 Opdateret

Enhedslisten rejser på første dag, hvor lærerne er lockoutet, forslag i byrådet om at Svendborg Kommune ikke deltager i KLs lockout

Nyt fra byrådsmødet: 28 ud af 29 medlemmer af byrådet stemte imod Enhedslistens forslag.

– Jeg mener det er åbenlyst, at KL har koordineret regeringens skolereform og overenskomstforhandlingerne i en sådan grad, at det undergraver spillets regler. KL har ikke vist nogen kompromisvilje og har i stedet varslet den mest omfattende lockout nogensinde. Det lægger tydeligvis op til et regeringsindgreb. Jeg synes ikke Svendborg Kommune skal deltage i det spil, vi har også en forpligtigelse overfor børnene, og KLs overenskomstkrav har slet ikke været til debat i kommunerne. Derfor synes jeg Svendborg Kommune skal trække sig ud af lockouten og dermed lægge pres på KL for en mere kompromissøgende linie, forklarer Jesper Kiel om Enhedslistens forslag, som behandles på byrådsmødet i Svendborg 2. april.

Forslaget blev rejst på økonomiudvalgsmødet allerede 19. marts, men Enhedslisten har begæret sagen i byrådet.

Forslag til beslutning:

• Svendborg Kommune vil sikre overholdelse af Folkeskoleloven og opfordrer KL til at forhandle uden truslen om den meget omfattende lockout. Svendborg Kommune undlader derfor at iværksætte lockouten overfor de i kommunen ansatte lærere.

Se dagsorden for byrådsmødet 2. april 2013

http://portal.svendborg.dk/dagsordener/Byrådet/2013/02-04-2013/Dagsorden%20(Åben)/00%20Dagsorden%20uden%20bilag.pdf