Nu bærer de klovnene ud!

Læserbrev i Fyns Amts Avis 30. april 2013
 

Jeg er alvorligt bange for, at Svendborg mister en af sine kære og årligt tilbagevendende folkelige kulturoplevelser. 

Af Susanne Gustenhoff, Byrådskandidat for Enhedslisten

Jeg kan læse i referat fra Kultur og Planlægnings udvalgets møde, at nu ønsker “Udvikling Fyn” ikke at forny deres bevilling til “Klovnefestivalen” i Svendborg. Udvikling Fyn vurderer, at klovnefestivalen i sin nuværende form ikke vil kunne skabe den ønskede “branding” effekt, der knytter sig til det strategiske mål “Et attraktivt Fyn”. Altså kort sagt vurderes det, at klovnene ikke tiltrækker nok turister, så man kan tjene et godt “outcome”.
Vi kan altså ikke bare være værter for et fantastisk græsrodsinitiativ længere. Øjeblikkelig trænger markedslogikken sig på.

 

Endnu engang er det børn og ældre, som bliver fattigere. Hvis man fratager dem en årlig oplevelse, der er en tilbagevendende fornøjelse for dem. Klovnene har nemlig altid lavet børne og ældre forestillinger. Åbne forestillinger på hospitaler, institutioner og skoler. Hvert år er der klovne galla på Svendborg teater. Klovnene har en bred folkelig appel. Mange ser frem til den særlige festlige stemning de spreder.
Klovnene i sig selv tilhører et beskedent folk. De arbejder på frivillig basis uden løn, og får alene dækket rejse omkostninger samt kost og logi. De er repræsenteret fra mange forskellige lande bl.a. Sverige, Norge, Finland, England, Tyskland, USA, Rusland, Indien, New Zealand. Dette giver en utrolig spændvidde i internationale fortolkninger af klovnens særlige udtryk og figur. Klovnen som viser os, at vi ikke skal tage os selv alt for højtideligt!

Hvis vi bærer klovnene ud, er det endnu engang blevet synligt, hvor trist det hele bliver, hvis et snævert markeds fixeret kultursyn skal være dagsordensættende. Samtidig er det endnu engang børn og ældre der spares på.