Økologisk landbrug er en sikker vej til målet

Læserbrev i Fyns  Amts Avis 5. juli 2013 

Landbruget fylder meget i Danmark. Vi har en af de højeste dyrkningsgrader i Europa, og hele 62 pct. af vores landareal er opdyrket. Det konventionelle landbrug står også for 90 pct. af sprøjtemiddelforbruget i Danmark. Selvom den ene pesticidhandlingsplan efter den anden siden 1986 har haft som mål at nedbringe anvendelsen af sprøjtemidler ad frivillighedens vej, er det ikke lykkedes indtil nu.

  • Af Nanna Rask, biolog, kandidat til byrådet for Enhedslisten, Vornæs Skovvej 26, Tåsinge 

Miljøstyrelsen har påvist, at der fra 2007 til 2010 skete en stigning, ikke et fald, i behandlingshyppigheden, og at der bruges stadig mere giftige sprøjtemidler. Der er også fundet rester fra flere og flere af de sprøjtemidler, der er godkendt i dag, i grundvandet.

Professor Hans-Jørgen Albrectsen fra DTU påpeger, at fundene viser, at det er meget vanskeligt at bruge kemikalier i store mængder og forhindre, at de kommer ned i grundvandet. I 2012 steg landbrugets indkøb af sprøjtemidler med 20 pct. i forhold til året før, selvom regeringens nye pesticidhandlingsplan fastsætter, at der skal ske en reduktion på 40 pct. senest i 2015. Derfor er der stort behov for, at det konventionelle landbrug hurtigt gør en seriøs indsats for at nedbringe sit forbrug af pesticider.

I det økologiske landbrug anvendes ikke pesticider eller kunstgødning. Odense Kommune er netop nu i gang med at tilbyde 260 landbrugere et gratis check på at få omlagt til økologisk drift. Det gør man især for at beskytte grundvandet på længere sigt. Svendborg Kommune er også med i dette projekt, og her vil landbrugerne få tilbudet i løbet af efteråret.

Samtidig med, at en omlægning vil beskytte grundvandet, giver det også bedre levevilkår for det vilde plante- og dyreliv. Antallet af plante- og dyrearter stiger nemlig med 30 pct. når man går over til økologisk landbrugsdrift.

Så der er absolut brug for, at landbruget vil være en del af løsningen, når det gælder om at beskytte grundvandet og naturen, og omlægning fra konventionel til økologisk drift er en sikker vej til at nå det mål.