Enhedslisten: Svendborg kommune skal boykotte Israel

Enhedslisten vil have kommunen til at boykotte israelske varer, indtil Israel stopper overgrebene mod de civile palæstinensere. Enhedslisten rejser forslaget på byrådsmødet 26. august og foreslår samtidigt at kommunen får en palæstinensisk venskabsby.

– Vi har en indkøbspolitik, hvor vi stiller etiske krav. Derfor er der for mig ingen tvivl om at kommunen må boykotte Israel. Det er meget voldsomme overgreb Israel laver mod de civile i Gaza, det må vi tage afstand fra og kræve stoppet. Israel har besat store landområder på Vestbredden og totalt isoleret Gaza, derfor synes vi også Svendborg Kommune kunne bidrage til at bryde isolationen, ved at finde en venskabsby i Palæstina, forklarer Steven Legêne om forslaget.’

 

Enhedslistens byrådsgruppe ønsker følgende behandlet på byrådsmødet 26. august

Boykot af Israel – venskab med palæstinenserne

Forslag
Svendborg Kommune ophører øjeblikkeligt med at købe produkter fra Israel, og kommunen opretholder denne beslutning indtil overgrebene mod palæstinenserne stopper.
Svendborg Kommune kommune etablerer forbindelser til en palæstinensisk venskabsby.

Baggrund
Israels brutale fremfærd i Gaza har krævet store civile ofre, heriblandt mange børn. Med bombninger af blandt andet hospitaler og skoler gør Israel sig skyldig i krigsforbrydelser.
Der er behov for at omverdenen klart og utvetydigt at tage afstand fra Israels angreb på civilbefolkningen i Gaza. Svendborg Kommune må med udgangspunkt i den etiske indkøbspolitik gå foran. Svendborg Kommune bør ikke købe varer, der er produceret i et land, der fører ulovlig angrebskrig mod civilbefolkningen.
Samtidigt er der et stort behov for at palæstinenserne kommer ud af den isolation, Israel har bragt dem i, derfor skal Svendborg Kommune etablere forbindelser med en venskabsby i Palæstina.