Enhedslistens budgetforslag 2015-18

Enhedslisten deltager ikke i årets budgetforlig. Administrationens forslag indeholdt omfattende nedskæringer, men med budgetforliget fremrykker man nedskæringer for 16,6 mio. kr. til 2015. Det sker på trods af, at man i 2015 kommer ud med et overskud, der ligger 26 mio. kr. over de fastsatte 100 mio. kr. Enhedslisten vil bevare velfærden og sikre indsatsen for natur og miljø med vores budgetforslag.

Nej til nedskæringer

Enhedslisten har taget hovedparten af alle rammebesparelserne ud af budgettet. Vi har også taget den årlige grønthøsterbesparelse på 0,35% ud. Budgetforliget lægger op til, at den årlige grønthøsterbesparelse når op på 49,8 mio. kr. i 2018. Besparelsen kaldes misvisende for effektivisering. Det har intet med effektivisering at gøre, men betyder blot at hver eneste institution og skole mister 0,35% af deres budget. Det kan kun hentes ved at skære i personalet. Med budgetforligets nedskæringer på 30 mio. kr i 2015 vil der forsvinde 60-80 stillinger. Der bliver færre lærere til eleverne, færre pædagoger til børnene og færre Sosu’er til at tage sig af de ældre. Det vil Enhedslisten ikke være med til. Antallet af ansatte i Svendborg Kommune er faldet med over 600 de seneste 4 år og den udvikling må stoppe.

Farligt at spare på forhånd

Aftalen mellem Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen sætter rammer for kommunernes service og anlæg. Aftalen sikrer at kommunerne samlet set har råd til den service, der er aftalt. Hvis alle kommuner sparer på forhånd, fører det til, at man ikke udnytter den serviceramme, regeringen har afsat i 2015. Udnytter man ikke servicerammen, så vil regeringen uanset dens farve med usvigelig sikkerhed benytte det til at reducere servicerammen. Det vil betyde at bloktilskuddet falder. Budgetforligets forsøg på at tage forskud på dårlig økonomi i 2016 kan derfor blive en selvopfyldende profeti. Hvis en fattig kommune som Svendborg i 2015, hvor kommunen har fået et ekstra tilskud på 39 mio. kr., alligevel vælger at skære på velfærden, så bliver det svært for KL at forklare regeringen, hvorfor kommunerne skal fastholde deres tilskud. Hvis andre kommuner følger Svendborg Kommunes eksempel, så mangler Svendborg Kommune formodentlig 10-30 mio. kr. mere i 2016 end budgetforliget forudsætter, som følge af en dårligere økonomiaftale for 2016.

Flere nedskæringer – flere arbejdsløse

Budgetforligets mange nedskæringer vil føre til, at der forsvinder op mod 200 stillinger i Svendborg Kommune frem mod 2018. Det vil føre til flere arbejdsløse, flere udgifter til dagpenge og kontanthjælp, samtidigt med at der vil komme færre skatteindtægter. Nedskæringerne vil være selvforstærkende. Denne effekt er ikke regnet med i budgetforliget.

Svendborg skal være en grøn kommune

Enhedslisten vil sætte planen for “Natur- og Friluftsplan” i gang. Den skal sikre en indsats, hvor der er spændende natur at opleve, bedre tilgængelighed og faciliteter. Samtidig sikrer planen udvikling og pleje af vores natur.
Der anlægges et helt nyt stisystem i Sofienlund-skoven ved Tankefuld, således byen får tilført endnu et smukt rekreativt naturområde, samtidigt med at Tankefuld bliver mere attraktivt.
Havnen
Enhedslisten afsætter også penge til at videreudvikle havnen, men lægger op til, at det skal ske i et langsommere tempo. Enhedslisten vil fokusere på den nødvendige sikring af havnen. Vi synes, at der er elementer i “det blå bånd”, der kunne tages i mindre etaper, og foreslår at anlægge en stiforbindelse fra Havnepladsen til den runde lystbådehavn. En sådan stiforbindelse vil være af rekreativ værdi for byens borgere.

Tankefuld

Enhedslisten synes det vil være fornuftigt at udskyde anlægget med forlængelse af Johannes Jørgensensvej til Tankefuld. Vi fastholder projektet, men udskyder det i to år. Vi bygger gerne en ny vej, når der er solgt flere byggegrunde, men vi vil ikke bygge en vej til 22. mio. kr allerede nu. Området har både vejadgang og busforbindelse. Vi ser det som uansvarligt at anlægge et så stort og omkostningsfuldt projekt, samtidig med at der spares på velfærden.

Trafiksikkerhed og cykelstier

Enhedslisten tilfører 2 mio. til cykelstier. Der er stadig et stykke vej før fx skolebørn er sikret i trafikken, et behov der opstod i forbindelse med den nye skolestruktur. Puljen til cykelstier blev reduceret med 2 mio. kr. ved et tidligere budget. Det retter vi nu op på.

Værestedet

Enhedslisten ønsker at etablere nye rammer for Værestedet i Hømarken. Stedet sætter fokus på ungeindsatsen og er med til at skabe positiv udvikling i Hømarken. Der har længe manglet forsvarlige fysiske rammer, og det ønsker vi nu at tilgodese med 2,9 mio. kr.

Sundhedshus

Enhedslisten ønsker at afsætte 0,5 mill. kr. i 2015 til undersøgelse af egnede modeller for et kommunalt sundhedshus med fokus på folkesundhed, forebyggelse og sundhedsfremme i et fagligt udviklende miljø. Dermed højnes fagligheden og kvaliteten – og arbejdsmiljøet styrkes.
Det betyder, at et sundhedshus skal give professionelle som sygeplejersker, fysioterapeuter, pædagoger, familiebehandlere mv. et fælles afsæt, hvor de med evidensbaserede metoder og ud fra tværfaglige perspektiver kan udvikle forebyggelses-indsatsen for Svendborgs borgere. Denne indsats skal også have det sigte at modvirke den sociale ulighed i sundheden. Derfor bør vi i højere grad samtænke sundhedsindsatser på sundhedsområdet med socialområdet, børn og unge og arbejdsmarkedsområdet. På den måde vil borgerne kunne modtage sundhedstilbud og rådgivning et samlet sted.

Folkeskolen og daginstitutionerne

De senere år har der været massive besparelser på børne- og ungeområdet. Man tager fat både med rammebesparelser og effektiviserings-besparelser. Der er allerede sparet på digitalisering og indkøb af bleer. Besparelserne vil nu komme til at ligge på personaletimer. Mindre forberedelse til lærerne og færre pædagoger i daginstitutionerne samt øget arbejdspres på social og sundhedsassistenter.
Vi synes ikke, at vi kritikløst skal “overtage” eller optage erhvervslivets værktøjer som benchmarking, leanprocesser osv., da de kun er økonomiske styringsværktøjer der intet har med kvalitet at gøre.
Enhedslisten vil ikke acceptere besparelser på dette område, da det vil gå ud over serviceniveauet. Vi sløjfer besparelserne på specialundervisning, fællestid SFO, juniorklubber, vuggestuetildeling, børnehavetildeling og øget forældrebetaling på SFO.

Svendborg en grøn kommune.

Enhedslisten vil sætte planen for “Natur- og Friluftsplan” i gang. Den skal sikre en indsats, hvor der er spændende natur at opleve, bedre tilgængelighed og faciliteter. Samtidig sikrer planen udvikling og pleje af vores natur.
Der anlægges et helt nyt stisystem i Tankefuldskoven således byen får tilført endnu et smukt rekreativt naturområde.

Musikhuset i Ribers gård.

Enhedslisten ønsker at understøtte Musikhuset i Ribers Gård. Huset bidrager til musikkulturens udvikling. Her er spændende live-koncerter, stand up, poetry slam, sangskrivere, filmfremvisninger og dans. Det er vigtigt at understøtte forskellige vækstlag i kulturen, og dette er afgjort et vigtigt et af slagsen.

Borgerrådgiver

Svendborg kommunes behandling af fx syge borgere har været kritisk. Der er i for høj grad truffet afgørelser, hvor hensynet til kommunens økonomi er gået forud for hensynet til borgeren.
Der er derfor behov for at ansætte en borgerrådgiver, der kan sikre at borgeren sættes i centrum og som kan kigge kommunens sagsbehandling og afgørelser efter i sømmene.

Gratis busser om lørdagen

Enhedslisten vil indføre gratis bybusser om lørdagen. Bymidten er hårdt ramt af omlægninger og ikke mindst anlægsarbejde på torvet. Gratis bybusser vil betyde mindre forurening og mindre trængsel i bymidten.

Fri stykgods-fragt til øerne

Ø-tilskuddet blev i 2013 forhøjet med 1 mio. for Svendborg kommunes vedkommende. I anerkendelse heraf og i tråd med de nationale anbefalinger vil Enhedslisten bevilge fri stykgods-fragt til øerne (Skarø, Drejø og Hjortø).

Socialområdet og ældreområdet

Ældreområdet og socialområdet er økonomisk presset og har brug for gennemtænkning og prioritering. Der er gode erfaringer med rehabilitering inden for ældreområdet, hvor indsatsen har medført større selvhjulpenhed og livskvalitet for de ældre. Vi mener, at en del af de midler, som kommer tilbage til kommunekassen som resultat af denne indsats, skal bruges til at højne kvaliteten i ældreplejen. Det gør vi bl.a. ved at opnormere aften-sygeplejerskerne.
Kommunens rehabiliterings strategi på socialområdet er meget positiv. Borgere skal have mere indflydelse og selvbestemmelse på eget liv. Kommunen ændrer dermed sin praksis, så borgerne er medspillere og undgår klientgørelse – det støtter vi op om.
Enhedslisten har på socialområdet rullet en del besparelser tilbage, som ellers ville ramme socialområdet. Det gælder eksempelvis nedlæggelse af konsulentbistand i center for handicap og nedlæggelse af en lederfunktion i socialafdelingen, som vi ikke vil være med til.

Sådan skaffer vi pengene

Genindførsel af dækningsafgiften

Vi genindfører dækningsafgiften nogenlunde i det niveau, den havde i den gamle Svendborg Kommune. Det vil giver omkring 20 mio. kr. i ekstra indtægt. Vi lagde op til, at Svendborg Kommune skulle søge om lov til at hæve skatteindtægten med 20 mio. kr. Der var plads i den landsdækkende pulje til at Svendborg kunne få lov. Samtidigt vil mange kommuner sænke skatten og derfor tegner det ikke til, at der vil være sanktion på skattestigninger i år.

Fortsat tilskud

Økonomiaftalen har sikret, at der igen i år blev givet ekstraordinær finansiering til kommunerne på 3 mia. kr.; det såkaldte likviditets-tilskud. Det er nu tredje år i træk, så det er ikke så ekstraordinært, men nødvendigt for at sikre de fattige kommuners økonomi. Vi har budgetteret med at tilskuddet fortsætter og at Svendborg Kommune også i 2016 og frem får 39. mio. kr. Ingen kender næste års økonomiaftale, men historien viser, at sparer kommunerne på forskud, så mister de tilskud fra staten.

Lavere anlægsniveau

Vi lægger op til at kommunens anlæg spredes over en længere periode. Dels er der lagt op til et urealistiske højt niveau og dels skal det sikre økonomisk rum for at bevare velfærden. Eneste undtagelse er at vi fremrykker energirenoveringen, som fuldt kan finansieres med lån og besparelserne betaler for lån og afbetaling.

Besparelser på eksterne konsulenter

Svendborg Kommune bruger omtrent 20-25 mio. til eksterne konsulenter og rapporter. Vi mener godt vi kan begrænse forbruget af eksterne rapporter. Vi mener også, at det kan gøres med fordel ved at ansætte vore egne konsulenter. Dette for at bevare know-how i kommunen men også for at sætte den viden vi opbygger i en samlet udviklingsstrategi.

Arbejdsmiljø og sygefravær

Enhedslisten har en målsætning om, at alle arbejdspladser skal have et ordentligt arbejdsmiljø. Vi skal som kommune være rollemodel for andre kommuner og virksomheder. Desværre er sygefraværet i Svendborg Kommune det højeste på Fyn. Det vil Enhedslisten gøre noget ved.
Vi vil ansætte to arbejdsmiljøkonsulenter, som skal fungere i et team. Deres opgave bliver at komme med forslag til ændringer og forbedringer til arbejdsmiljøet. Vores mål er at nedsætte sygefraværet med 1% point svarende til 16 mio. kr. Vi lægger op til, at genvinsten først opnås fuldt i 2018 og at kun halvdelen bliver taget som besparelse. Den anden halvdel bliver inden for områderne, så gevinsten også kommer de ansatte og velfærden tilgode.

Seniorjobbere

Vi lægger op til, at de opgaver som i dag løses af private indliciteres og overtages af kommunen. Kommunen har 50-100 i seniorjob til overenskomstmæssigt løn, som kunne løse de opgaver, som afdelinger og institutioner ønsker udført. I dag udfylder de ansatte i seniorjob opgaver, som ikke ellers ville blive varetaget af kommunens ansatte. Vi lægger op til at de overtager de opgaver, vi alligevel betaler for. Også her lægger vi op til, at besparelsen deles mellem kommunekassen og den afdeling eller institution, som får opgaven udført.

Skatteomlægning fra 2017

Svendborg Kommune har en høj skatteprocent, men har en knap så høj grundskyldspromille. Det betyder at dem med de højeste indkomster får en lettelse i topskatten fordi de rammer skatteloftet. Denne lempelse i topskatten betaler koster Svendborg Kommune 4 mio kr om året, som vi skal betale til staten som medfinansiering. Vi vil omlægge skatten fra 2017, så kommuneskatten nedsættes med 0,7% og samtidigt hæver grundskylden, så den giver en tilsvarende indtægt vil vi kunne spare 4 mio. kr til finansiering af topskattelettelse. Kommunen vil bevæge sig fra at have den fjerde højeste skatteprocent til at komme under de 10 kommuner med de højeste skatteprocenter. Samtidigt betyder det, at dem med de højeste indkomster og de dyreste grunde betaler mere til fællesskabet og at de fattigste og dem som bor i lejlighed skal betale mindre. Dermed får vi større lighed og mindre fattigdom i Svendborg Kommune.

Bilag Størrelse
Forslag og resultatoversigt Enhedslisten.pdf 71.5 kB