Der skal flere økologiske varer på hylderne!

Flere og flere forbrugere efterspørger økologiske fødevarer, fordi man gerne vil støtte en mere naturvenlig og bæredygtig landbrugsproduktion, der samtidig giver bedre dyrevelfærd og sundere fødevarer. Mange har dog spurgt sig selv, om det virkelig gavner sundheden at spise økologisk, for man skal jo være meget motiveret for at betale den ekstra pris det koster at købe økologisk fremfor konventionelt producerede fødevarer.


af Nanna Maria Rask

Nu er der gennemført forsøg i både Sverige og Danmark, der viser, at økologisk kost nedsætter kroppens indhold af sprøjtegiftrester. I Sverige blev en almindelig familie med 3 børn, der normalt spiste ikke-økologisk kost, testet for 12 forskellige rester af sprøjtegifte i urinen, og der blev fundet 8 forskellige stoffer. Derefter skiftede familien til rent økologisk kost i 2 uger, og efter få dage faldt niveauet af sprøjtegiftrester hos hele familien, især hos børnene, og nogle af stofferne forsvandt helt. I Danmark har madmagasinets værter Bitz og Frisk lavet en mini-undersøgelse efter samme model, men med kun 3 dage på økologisk kost. Også hos Bitz og Frisk faldt niveauet af sprøjtegiftrester i urinen, når de spiste økologisk kost.
Vi optager altså sprøjtegiftrester gennem kosten, men ved at vælge økologiske fødevarer kan vi selv sænke niveauet i kroppen, og heldigvis slår effekten hurtigt igennem. Ikke mindst for vores børns skyld er det vigtigt at nedsætte kroppens belastning af farlige kemikalier gennem livet, og nu er det påvist, at en nem og effektiv måde at gøre det på er at spise økologisk fremfor konventionelt dyrket kost; endnu en god grund til at vælge økologisk.
Enhedslisten har opnået en mindre øgning i bevillinger til økologi i landbruget hos regeringen, men det er langtfra tilstrækkeligt. Vi mener, at vejen frem er en samlet omlægning af det danske landbrug til økologisk produktion, og at det haster med at få omlægningen gennemført, inden det konventionelle landbrug bryder sammen under sin enorme gældsbyrde på 360 milliarder kr.

Venlig hilsen,

Nanna Maria Rask, Enhedsllisten