Det liberale blålys

Af Jesper Kiel, folketingskandidat og byrådsmedlem for Enhedslisten.

Liberal Alliance (LA) turnérer i valgkampen med gyldne løfter om skattelettelser til dyre biler og høje lønninger. Det skal betales ved at skære 10% i den offentlige sektor, og ifølge LA helt uden at det får nogen konsekvenser for den offentlige service.

Når man har været med omkring de kommunale budgetter en del år, så ved man, at det er rent blålys. Det kan ikke lade sig gøre at skære 10% på f.eks. den kommunale økonomi uden at det får drastiske konsekvenser. Der vil blive færre pædagoger til børnene, lærerne vil få endnu mindre til forberedelse, og der vil blive mindre tid til de ældre i kommunerne.

LA er selv med til at demonstrere i praksis, at de ikke kan finde på nemmere måder at gøre tingene på i det omfang, de lægger op til. Nemlig en nedskæring på 1% hvert år. Lige netop 1% er det, man i Svendborg Kommune vil spare i 2015, hvor Liberal Alliance er med i budgettet. Man lovede at man nok skulle finde mere effektive måder at gøre tingene på. Realiteten har vist at den første tredjedel har man bare gennemført ved at tage 0,35% fra alle institutioner og skolers budget. Ikke noget smart her, bare en ensartet nedskæring. Resten er stort set fundet ved midlertidige engangsbesparelser og udskydelse af investeringer. Der bliver reelt ikke varige besparelser før efter flere år og uden konsekvenser bliver det ikke.

Realiteten er, at de liberale løfter om nedskæringer uden konsekvenser er et blålys. Kommunerne har i årevis søgt efter den slags gevinster, og man kan ikke finde 10% af det samlede budget uden konsekvenser for børn og ældre. Så man kommer til at skulle vælge mellem skattelettelser eller velfærd. Enhedslisten vælger velfærd.