Svendborg sparer på klimaindsatsen!

Svendborg Kommune lægger op til at skære 25% af budgettet til klimaindsats og vil fortsat fælde mange træer i kommunens skove. Det mener Enhedslisten står i skærende kontrast til, at borgmesteren lige har skrevet under på at være Klimakommune Plus, og derfor har Enhedslisten krævet sagen i byrådet, efter at Miljø- klima- og Trafikudvalget godkendte sparekataloget for 2017.

Der er lagt op til kraftig beskæring af både kommunens klimabudget og de kommunale skove. (Musefældeskoven 2015)

Jesper Kiel

– Det er da grotesk at kommunen den ene dag bryster sig af at være blevet Klimakommune Plus og lover at lave skovrejsning på 2 hektar. Når man samtidigt skærer 25% af budgettet til klimaindsatsen og fastholder at fælde 2-3000 m3 træ i kommunens skove årligt, udtaler Jesper Kiel, som har krævet sagen i byrådet, efter at nedskæringerne blev godkendt af Venstre, DF, Konservative og Socialdemokratiet.

– Enhedslisten kan på ingen måde støtte, at der skal skæres 25% på indsatsen for klimaet. Vi skal da øge indsatsen og bruge pengene smartere, så vi opnår større CO2-reduktion, i stedet for at spare et par hundrede tusinde kroner. Vi er meget langt fra at have bare en plan for, hvordan vi sikrer vedvarende energi og samlet set får reduceret kommunens energiforbrug, så der er nok at tage fat på, forklarer Jesper Kiel.

Enhedslisten mener også, at kommunens øgede skovhugst i kommunens skove skader klimaet og naturen. Der var blandt spareforslagene også lagt op til at trække 100.000 kr ud af kommunens skove årligt gennem indtægter på skovhugst. Forslaget blev ikke vedtaget, men den kraftige skovhugst fastholdes, nu bliver indtægterne blot fastholdt i skovenes budget.

– Med en årligt tilvækst på over 2000 m3 træ kan vi opsuge og lagre CO2 i form af større og større træmasse i kommunens skove. Vel at mærke hvis vi ikke fælder den samme mængde træ. Derfor er vores praksis i skovene afgørende for vores reelle klimaindsats. Da vi i april 2015 godkendte, at kommunens skove skulle certificeres til bæredygtig skovdrift, havde jeg ikke forestillet mig , at man i praksis ville gå så drastisk til værks, som man gør. Der er også blevet fældet store mængder træ i urørt skov, så ikke engang de 10 % urørt skov går ram forbi. Vi skal altså tænke meget mere langsigtet. Det er først når en skov er 150 år gammel, at den i forhold til biodiversiteten rummer flest af de mere sjældne arter. Jeg foreslog i forbindelse med certificeringen også, at vi 2016 skulle kigge på, om der kan udpeges mere urørt skov. Det blev desværre nedstemt, slutter Jesper Kiel

Enhedslisten håber, at man ved at bringe sagen i byrådet kan sikre overensstemmelse mellem kommunens ønske om at fremstå som en progressiv klimakommune og så den reelle prioritering af klimaindsatsen.

 

Der fældes mange træer med store skovmaskiner. Her er det langs Trappebækken i urørt skov. (2015)

Skovhugst som følge af “sikkerhedsbeskæring” i urørt skov i Musefældeskoven ved Trappebækken. (2015)