Storebælt. Skal det være gratis?

Henning Hyllested, MF, Transportordfører for Enhedslisten, Spangsbjerghaven 81, Esbjerg og
Vibeke Syppli Enrum, medlem af Regionsrådet i Syddanmark for Enhedslisten, Ellerup Bygade 16, Gudbjerg Sydfyn.

Læserbrev: Visse medier har i årevis kørt en kampagne for, at det skal være gratis at køre over Storebæltsbroen. Og de glæder sig, hver gang flere erhvervsfolk tilslutter sig den såkaldte Storebæltskomites kamp for netop det.

Det kan man jo ikke fortænke dem i.

Medierne (især Jysk Fynske Medier) gør det, fordi det giver deres kampagne legitimitet. Erhvervsfolkene gør det, fordi der er penge for dem at tjene på at fjerne brotaksten.

Enhedslisten (EL) er uenig. Om brotaksterne er, som de skal være, det kan man altid diskutere. Men de skal ikke fjernes. Broen er endnu ikke betalt. Det er den ene side af sagen. Den anden er, at det vil fremme privatbilismen, hvis brotaksterne fjernes.

Med en endnu større miljøbelastning til følge.

Det er ikke en udvikling, EL ønsker.

Vi ønsker i stedet en forbedring af den kollektive transport, gerne med penge fra den indtægt, staten får fra brotaksterne.

Al snak fra mediers og erhvervslivets side om, hvor meget vækst der vil komme ud af at gøre det gratis at køre over broen, er skrivebords-udregninger.