Jesper Kiel, byådskandidat for Enhedslisten Svendborg

Der er behov for et nyt flertal i byrådet

Af Jesper Kiel, spidskandidat for Enhedslisten

Gennem fire år har vi oplevet årlige nedskæringer på velfærden, og den grønne omstilling er ved at gå i stå. Derfor er der brug for, at Svendborg vælger et nyt flertal i byrådet, som vil trække i en mere solidarisk og grøn retning.
Et nyt flertal må nødvendigvis betyde, at nye folk kommer i spidsen for byrådet. Det skal naturligvis betyde en ny borgmester og nye folk på formandsposterne i udvalgene.
Men det er en ny politik, som er det væsentlige. Det nytter ikke blot at få en ny borgmester. Vi vil godt advare mod at tro, at en socialdemokratisk borgmester, som er afhængig af DFs stemmer, vil skabe reel forandring.
Hvis DF peger på Bo Hansen på trods af, at der er borgerligt flertal, så vil det reelt være DF, som sidder på magten, og DF, som kan skifte side, som det passer dem. Derfor vil Enhedslisten ikke indgå i en sådan konstituering.

Vi tror på, at der kommer et nyt flertal efter valget. Hvis Socialdemokraterne i den situation alligevel vælger at tildele DF afgørende magt og indflydelse, vil det være helt uforståeligt.

Vi synes, at det vil være uklogt at sætte DFs Dorthe Ullemose i spidsen for Børn og Unge-området eller DFs Jens Munk i spidsen for miljøet. Derfor opfordrer vi Socialdemokraterne og SF til at droppe tanken om en konstituering med DF som en smutvej til magten.
Vi skal have et nyt flertal uden DF, Konservative og Venstre, så kan vi trække kommunen i en mere solidarisk og grøn retning. Så kan man også trygt regne med, at Enhedslisten gerne vil bidrage til en konstituering, som kan sikre, at kursen holdes.