Hykleri fra DF om kernevelfærden

DF og Dorthe Ullemose erklærer, at de vil prioritere kernevelfærden. Det er rent hykleri, når de gennem fire år med borgerligt flertal i byrådet har stemt for det ene nedskæringsbudget efter det andet.

Af Jesper Kiel, spidskandidat for Enhedslisten i Svendborg Kommune

Hvert eneste år har de enkelte daginstitutioner, skoler og plejecentre skulle skære 0,35%. 8 mio. kr i besparelser, som hovedsageligt rammer kernevelfærden. Der bliver færre pædagoger til børnene, mindre tid for lærerne til at forberede undervisningen, og der er mindre og mindre tid til de ældre på plejecentre og i hjemmeplejen. Det har DF stemt for hvert eneste år.

Men DF har også stemt for nedskæringer på velfærden langt ud over det. Sidste år skar man 16 mio. kr, hvor hovedparten skulle findes på børn og unge-området og ældreområdet. DF har også givet grønt lys til en ny nedskæringsrunde på 16 mio. kr 2019. Dette sker samtidigt med, at man fortsat skærer nye 8 mio. kr. hvert år de næste fire år.

Med budgettet for 2017-2020, som DF stemte for, er der lagt op til, at at den årlige nedskæring af velfærden når op over 80 mio. kr. i 2020. Hvor meget prioritering af kernevelfærden kan DF byde på for minus 80 mio. kr?

Til gengæld har DF ikke forhindret prestigeprojekterne. Man accepterede, at man allerede i denne valgperiode byggede forlængelsen af Johannes Jørgensens Vej, og man støttede, at kommunen giver 25 mio. kr. til DGIs landsstævne i 2021, på trods af en slunken kommunekasse. Det er rent hykleri, når DF påstår, at de vil prioritere kernevelfærden.