Nødvendighedens politik betyder historisk store nedskæringer…

Byrådsmødet 30. januar 2018

Enhedslisten har krævet budgetproceduren i byrådet, fordi der lægges op til historisk store nedskæringer på velfærden i Svendborg Kommune.

Af Susanne Gustenhoff, Enhedslisten, medlem af Svendborg Byråd.

Mange kommunalt ansatte risikerer at stå med en fyreseddel inden sommerferien hvis den budgetprocedure, der er lagt op til på nuværende tidspunkt følges. Børn, ældre og de allermest udsatte borgere er så uheldige at der skæres på deres udviklingsbetingelser, omsorg og vilkår. Det sker alene på grundlag af benchmark-sammenligninger med resten af Syddanmark! Sammenligninger, som alene sigter mod laveste fællesnævner. Er det det vi vil i Svendborg kommune?

Det er meget vigtigt at vågne op, og finde ud af om man virkelig abonnerer på nødvendighedens politik! Fordi her dikteres der besparelser på 49,8 mio. og nu ekstra 25-50 mio.
Der lægges op at man allerede inden sommerferien uddeler fyresedler, inden man kender resultatet af udligningsreformen eller har indgået et budgetforlig.  Dertil kommer at vi stadig har til gode at mærke følgerne af de ca. 27 mio. i budget 2018. Så der er historisk store nedskæringer på velfærden i Svendborg i udsigt! Førhen har vi syntes, det var store nedskæringer når, der har været besparelser i omegnen af 20 mio.!!!  Nu lægges der op til at udmønte nedskæringer på op mod 130 mio. kr inden sommerferien.

Er det virkelig nødvendigt og påtrængende at finde 25-50 mio. til et ”råderum”, så de politikere, der kan blive enige om nedskæringerne, herefter frit kan prioritere deres mærkesager. De mærkesager kan bl.a. være økonomi til landsstævnet, eller som tidligere på børn og unge-området, hvor man valgte at give 1 mio. til pasning af børn i eget hjem samtidigt med, at man skar 2,5 mio. kr. til sociale normeringer i de børnehuse, som har de største sociale opgaver at løse. Og sådan er der mange eksempler…

Politisk er der altid et valg. Spørgsmålet er her, om vi fortsat skal skære og udhule på vores velfærd, fordi vi bliver forledt til at tro det er nødvendigt? Nationalt vælger man at prioritere eks. skattelettelser i stedet for at give kommunerne en tilstrækkelig økonomi til at drive ældrepleje, skoler og daginstitutioner for. Hvorfor skal vi så udstede fyresedler i Svendborg kommune, inden man kender kommunernes økonomi aftale med staten, eller resultatet af den måske ændrede udligningsordning!!