[foto: Jesper Kiel]

Nok er nok – nej til flere nedskæringer

Læserbrev: Enhedslisten blev ikke inviteret med til forhandlinger, hvor resten af byrådet har enedes om at skære i velfærden for 70 millioner. Vi insisterede på at nedbringe besparelser, men de øvrige partier valgte at gennemføre den største sparerunde nogensinde.

Susanne Gustenhoff – Foto. Hung Tien Vu

Af Susanne Gustenhoff, byrådsmedlem for Enhedslisten

Vi kan ikke stå inde for eller legalisere, at der bliver skåret på velfærden for Svendborg Kommunes borgere.

Læserbrev i Fyns Amts Avis 26. maj 2018

Nedskæringerne kommer til at kunne mærkes bl.a. på ældreområdet, hvor man skærer 4 mio. fra grundnormeringen. Det er midler, der er tilført området via værdighedsmilliarden. Dorthe Ullemose må da have røde ører. Den ene dag deler hun stolt penge ud fra Christiansborg til de ældre, men lokalt skærer hun de samme midler væk igen få år efter. Oven i dette rammes de ældre hårdt i de kommende år, fordi man indfører rammebudgettering, hvor man indefryser tildelingen af økonomi fra 2019. På trods af, at der bliver flere og flere ældre skal man klare sig for samme økonomiske ramme. Det vil udhule ældreområdet med 15 mio. kr. de kommende år.

Rammebudgettering kommer også til at ramme dagtilbud og handicappede, da der også her bliver flere børn og flere voksne handicappede i de kommende år.

På socialområdet ligger der administrative besparelser. De besparelser vil betyde, at opgaver vil blive skubbet ud på bostederne. Resultatet bliver ineffektivitet og usikre arbejdsgange.

På Børn og Unge-området kommer der til at ligge en besparelse ift. at presse børnehavebørn ind i SFO om foråret inden de starter i skole. Det er rigtigt trist, at det skal være en spareøvelse, og må derfor vække stor bekymring hos forældre.

Der er mange og nedslående eksempler på forringelser i vores fælles velfærd. I Enhedslisten er vi de eneste, der nu repræsenterer en opposition eller modstand mod de største besparelser vi har set i mange år. Det fastholder vi, da vi ikke vil indordne os på så forringede vilkår for ældre, udsatte, børn og forældre…

Vi mener, at det havde været forstandigt, at vente til udfaldet af kommuneaftalen var helt på plads, da der stadig er ubekendte omkring kommunernes samlede økonomi. Der er forhåbentlig en gryende forståelse af at man “må” kompensere for stigende antal i ældre og små børn. Vi skal have stoppet udhulingen af kommunernes økonomi – for Svendborgs vedkommende ville en sådan rimelig kompensation forbedre kommunens økonomi med 70-100 mio. årligt over de næste fire år.

Men hvis ikke regeringen vil stoppe udhulingen af kommunernes økonomi, ville vi have aflyst en stor del af nedskæringerne ved at øge kommunens indtægter gennem dækningsafgift på erhvervsejendomme og en øget grundskyld.

Svendborg Kommune har allerede sparet nok. 400 stillinger der skulle varetage velfærdsopgaver er væk – nu forsvinder op mod 100 mere . Nok er nok!

Læs også:

Hvorfor svinges sparekniven igen i Svendborg?