Hold fast i livet på havnen

Læserbrev:

Bo Hansen fortæller nærmest stolt over de måske kommende skridt ift. vores havn.

Vi skal bare passe på med kun at tale om boliger og især i denne massive og tillukkede form, som skyder op flere steder omkring havnen.

Det efterlader os stående på havnen med følgende spørgsmål:

  • Hvor er visionen og de store tanker for vores havn?
  • Hvad er det, der skal sikre mangfoldighed?
  • Hvad er det, der skal gøre Svendborg havn til noget særligt ift. at tiltrække turister?
  • Hvad skal der til for at gøre vores havn til en fortsat spændende og levende erhvervshavn?

Svaret på alle spørgsmålene er åbenbart boliger…

Oprindeligt havde et enigt byråd visioner om en åben og spændende havn – vi så desværre allerede med første etape af Skjærbæks overtagelse af havnen at profit kom før visionen.

Med store blokke – høje og skrumlede – lukker det igangværende byggeri på Jessens mole sig om sig selv – synd og skam ift. den oprindelige vision.

Nu skal vi så have flere store blokke med boliger, i Enhedslisten er vi meget bekymret over denne udvikling; ovenikøbet samtidig med, at vi først lige er gået i gang med “Den Blå Kant”.

Jens Erik Laulund Skotte – Medlem af Teknik og Erhvervsudvalget

Det kunne være sjovt, hvis vi ikke pr. automatik gentager andres fejl vedr. havneudvikling så snart der kommer penge på bordet…

Det er vel det samme som at tisse i bukserne når man fryser?

Kommunen får nogle hurtige penge og nogle ældre rigmænd på havnen, men hvad med om 10 år… 20 år? Der ønsker vi vel stadig en havn som er levende og hvor der stadig er plads til erhverv!

Vi skal også huske på, at hvis vi ønsker en havn med plads til erhverv, så er boliger tit rigtig uhensigtmæssigt ift. støjzoner osv…

Lad os nu turde se fremad og undgå at det er Erik Skjærbæk der passer fremtiden for vores havn, det skulle gerne være borgerne og dermed byrådet!

På vegne af Enhedslisten Svendborg – Jens Erik Laulund Skotte

Se mere omkring havnen og visionerne på: http://www.fremtidenshavn.dk