Nyt byrådsmedlem er nummer to på Enhedslistens liste ved valget i 2021

Jesper Kiel fortsætter som spidskandidat hos Enhedslisten, men ny nummer to bliver Stina Sølvberg Thomsen. Hun er lige trådt ind i byrådet som stedfortræder for Jens Erik Laulund Skotte, og på det seneste medlemsmøde blev hun valgt som nummer to.

  • Pressemeddelelse 30. oktober 2020

Susanne Gustenhoff, som ved sidste valg stod nummer to, og som har siddet i byrådet de seneste to perioder, har valgt ikke at stille op til valget i 2021.

”Susanne har meddelt afdelingen at hun ønsker at prioritere sin tid anderledes de kommende år. Det er en forståelig beslutning, men selvfølgelig ærgerlig set fra Enhedslistens side, for Susanne er vellidt og dygtig og har stor opbakning fra både vælgere og bagland. Fra Enhedslisten lyder der et rungende tak for hendes store, engagerede indsats. Susanne fortsætter naturligvis sit arbejde i byrådet perioden ud.” Siger Emil Thirup-Sorknæs, kontaktperson i Enhedslisten.

De fem øverste pladser på listen blev som følger:

  1. Jesper Kiel, 54 år og arbejder som kommunal koordinator i Enhedslisten.

Jesper har som partiets spidskandidat siddet i byrådet i tre perioder og har stor og bred erfaring med det lokalpolitiske arbejde. Jesper vil først og fremmest fortsætte det gode arbejde med, såvel som styrke indsatsen på, den grønne omstilling og den offentlige transport. Jesper er også en stor kapacitet på alt der vedrører kommunal økonomi, planlægning og velfærd.

  1. Stina Sølvberg Thomsen, 36 år og arbejder som fængselssygeplejerske i Kriminalforsorgen.

Stina fik et fremragende personligt valg ved valget i 2017, og har siddet i byrådet siden september. Stina brænder for at bekæmpe den sociale ulighed og både fagligt og politisk er hendes forcer social- og sundhedsområdet samt ældreområdet.

  1. Ib Knudsen, 61 år og arbejder som socialrådgiver i Svendborg Kommune.

Ib har i mange år været aktiv i partiet, og har blandt andet siddet i bestyrelsen, deltaget aktivt i de seneste valgkampe og været med i såvel kommunale baggrundsgrupper som i budgetforhandlingerne. Ibs styrker og fokus er kommunens børn og unge, samt klimakampen.

  1. Johan Weltzin Kristensen, 30 år, uddannet byplanlægger og aktiv i Cykeltutten.

Johan er for nylig flyttet tilbage til Svendborg, efter at have boet en årrække i København. Johan har blandt andet deltaget i de seneste budgetforhandlinger, han er uddannet byplanlægger og har stor kærlighed til byen og de muligheder den giver, for at leve det gode liv. Johans forcer er byudvikling, og særligt udviklingen af havnen og Frederiksøen står hans hjerte nært.

  1. Jens Erik Laulund Skotte, 37 år og arbejder som leder af Hjemly SFO og Skov- og Idrætsbørnehave

Jens-Erik stiller op igen næste år. Han har dog efter eget ønske indtaget en plads længere nede på listen. Jens-Erik har i byrådet arbejdet for lokaldemokrati, borgerinddragelse og inddragelse af kommunens yderområder. Det er fortsat hans fokus.

Emil Thirup-Sorknæs udtaler om listen: ” Med en så stærk top5 med så bred og dyb faglighed, føler vi, i Enhedslisten, os klar til det kommende valg, og ser frem til en spændende valgkamp.”

Resten af listen opstilles på Enhedslistens generalforsamling i starten af det nye år.