Syriske flygtninge skal ikke sendes tilbage til usikkerhed og diktatur i Syrien

Enhedslisten vil have have, at byrådet i Svendborg sender et bekymringsbrev til Udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye.  Det sker på baggrund af en henvendelse fra 6. b på Thurø Skole, som har oplevet, at en af deres klassekammerater med syrisk baggrund er gået under jorden efter, at familien har mistet opholdstilladelsen og skal sendes tilbage til Syrien.

Enhedslisten har rejst sagen på byrådsmødet 30. marts:

Bekymringsbrev om syriske flygtninge, som trues af hjemsendelse til diktatur

Borgmesteren har modtaget en henvendelse på vegne af forældrene i 6. b på Thurø Skole, som frygter hvordan fremtiden ser ud for deres klassekammerat, som sammen med familien er gået under jorden efter at de mistet opholdstilladelsen,

Enhedslisten deler bekymringen for om det er sikkert at vende tilbage til Syrien og mener det vil ramme børn i syriske familier hårdt, at man nu lægger op til at de skal sendes ud af landet.

Mange syriske familier med børn er faldet godt til i Svendborg-området og derfor foreslår vi, at vi deler vores bekymring og retter henvendelse Udlændinge- og integrationsministeren.

Svendborg Kommune kan ikke direkte påvirke udlændingepolitikken, men vi har en forpligtelse til at forsvare kommunens borgere, når politikken på Christiansborg truer børn og familiers muligheder for at leve et trygt liv.

Enhedslisten foreslår at Svendborg Byråd sender følgende bekymringsbrev til ministeren:

Svendborg Kommune ser med bekymring på at børnefamilier med baggrund i Syrien mister deres opholdstilladelse, med henblik på at de så skal rejse tilbage til et land, hvor der er tvivl om sikkerheden og som fortsat er styret af et brutalt diktatur.

Vi mener det er bedst for børnene og familierne at blive i deres vante omgivelser på Sydfyn frem for at tage tilbage til et land, hvor der ikke er garanti for sikkerhed og menneskerettigheder. Udsigten til et langvarigt ophold på et udrejsecenter for familierne er også bekymrende, det vil skade børnenes opvækst og forhindre familierne i at leve et normalt liv, hvor de kan bidrage til det samfund, de lever i.

Vi opfordrer til, at der findes løsninger, som kan sikre at børn og familier kan fortsætte deres liv i de lokalområder, hvor de er nu. Svendborg Kommune påtager sig gerne fortsat opgaven med at integrere flygtninge og skabe de bedst mulig rammer frem til at der sikre og trygge rammer.

Baggrund

Line Skov Høst og Pernille Laier Larsen har på vegne af forældrene i 6.b Thurø Skole henvendt sig til borgmesteren med følgende brev:

“Kære Bo

I Svendborg er der børn, som er bange, fordi deres forældre er bange. De er flygtninge fra Syrien, og de er borgere i vores kommune. Det er vores naboer, vores elever, kolleger og vores børns klassekammerater.

Det, som de er bange for, er, at de ligesom en dreng i vores børns klasse får afvisning på fortsat at kunne opholde sig i Danmark. Her er det, at vi begynder at undre os. Hvordan kan det være, at Danmark, som det eneste land i Vesten vurderer, at det er sikkert for flygtninge at vende hjem? Hvordan kan det være, at danske myndigheder tilsyneladende ignorerer rapporter og vidnesbyrd fra talrige NGO’er og handler direkte i modstrid med anbefalinger fra UNHCR, Amnesty International og Dansk Flygtningehjælp?

De danske myndigheders vurdering er, at de regerings-kontrollerede områder i og omkring Damaskus er tilstrækkeligt sikre for flygtninge at tage tilbage til. Vi undrer os igen. Hvordan kan man have tiltro til et regime, som vi ikke anerkender, ikke samarbejder med, og som vi tidligere selv har deltaget i kamphandlinger mod? Hvordan kan vi mene, at flygtninge skal vende tilbage til et regime, som udenrigsminister Jeppe Kofoed beskriver på denne måde i en tale på en flygtningekonference d. 30. juni 2020:

– Regimet er kendt for tortur og vilkårlige tilbageholdelser. Utallige syrere lever i skræmmende usikkerhed. De frygter det værste, da deres kære er forsvundet i tilbageholdelsesfaciliteter for regimet. Talrige rapporter beskriver de værste typer tortur, beskriver Jeppe Kofoed.

Kære borgmester – det er dine borgere, som er flygtet fra krig, og som vi har lovet at give beskyttelse. Det er dit parti, som fører en politik, der river dem ud af deres hverdag for at placere dem i et udrejsecenter, hvis de ikke rejser hjem til et regime, som vi hverken kan anerkende eller samarbejde med. Vores børns klassekammerat er nu sammen med sin familie på flugt for anden gang, for de vil hverken ”hjem” til Assad eller sidde i et udrejsecenter på ubestemt tid. Synes du, at det giver mening?

Vi håber og tror, at du som vores borgmester vil bruge din indflydelse til at beskytte Svendborgs borgere bedst muligt.”

Se også:

https://faa.dk/artikel/kronik-hvorfor-sender-vi-familie-til-syrien-når-der-ikke-er-fred

https://faa.dk/artikel/syrisk-familie-er-gået-under-jorden-nu-langer-s-politikere-ud-efter-regeringens-udlændingepolitik