Jesper Kiel

Udliciteringens bagside

Enhedslisten har fra start været imod, at Svendborg Kommune i 2012 valgte at udlicitere vej- og park-opgaverne. Det skaber usikkerhed for de arbejdere,  som udfører kommunens opgaver og hvert fjerde til sjette år risikerer at blive fyret, hvis et andet firma vinder opgaven. Beslutningen blev gennemført af byrådets øvrige partier, så det er ikke en beslutning, som Enhedslisten har stået bag. 

  • Af Jesper Kiel, Enhedslisten, forperson og Teknik- og Miljøudvalget

Jeg deler bestemt bekymringen, som formanden for 3F-sydfyn, Bjarne Elnegaard udtrykker i et læserbrev. Her kritiserer han, at kommunen ikke har valgt at kræve virksomhedsoverdragelse af medarbejderne, hvis et andet firma vinder udbuddet på det grønne område. Bjarne giver udtryk for at være rystet over mine svar, men jeg synes nu nok, der bliver udeladt nogle væsentlige detaljer. 

Læserbrev i Fyns Amts Avis 31/12 2022

Bjarne Elnegaard henvendte til sig til borgmesteren og mig om sagen, kort inden udbuddet blev offentliggjort. Borgmesteren bad administrationen om at udarbejde et svar om, hvorfor administrationen havde valgt ikke at stille krav om virksomhedsoverdragelse, da det har været en administrativ beslutning. Jeg svarede,  at jeg ville afvente administrationens svar, men spurgte om 3F havde eksempler på at andre kommuner krævede virksomhedsoverdragelse i tilsvarende situationer. 

Bjarne fik svar fra borgmesteren d. 2. september, og den kort udgave var, at administrationen ikke mente, at man juridisk kunne kræve virksomhedsoverdragelse i den konkrete situation.  Det var tre uger før udbuddet skulle offentliggøres. Det kan man som udvalgsformand ikke gå ind og overtrumfe. Så når jeg ikke forsøgte at få sagen drøftet politisk, så var det ikke fordi jeg var imod at stille krav om virksomhedsoverdragelse, men fordi vi var for sent ude, og fordi svaret fra administrationen umiddelbart ikke åbnede op for at det var lovligt.

I samme periode lagde jeg stor vægt på at undgå yderligere udliciteringer i budgetforhandlingerne, hvilket lykkedes! Så jeg tager gerne kampen op mod udliciteringens bagsider sammen med fagbevægelsen, men vi skulle nok have snakket sammen, allerede da sagen blev politisk behandlet i maj 2022. Her valgte vi en at vægte kriterierne med 35% på organisering, 15% på bæredygtighed og 50% på økonomi. Så jeg synes nu ikke, at vi politisk kun har vægtet økonomi.