Hvornår siger folk stop ?

Læserbrev i Fyns Amts Avis 9. december 2017 

Den 7. december læste jeg artiklen “ Støjberg åben over for øde ø til afviste asylansøgere” i Berlingske Tidende.

  • Af Jens Erik Laulund Skotte, Byrådsmedlem for Enhedslisten i Svendborg Kommune
Jeg bliver oprigtigt ked af, at læse retorikken og overvejelserne bag. Ingen har sagt, at integration er nemt, men det løses ihvertfald ikke ved at låse nogen væk på en ø. Selvfølgelig kan vi løse denne udfordring, og så skal vi også huske, at vi har forskellige løsninger og derfor vidt forskellige forventninger til resultaterne.
 
MEN når alt dette er sagt, så mener jeg stadig, at Danmark burde stå for et livssyn og en ideologi, som ønsker at hjælpe udsatte mennesker – nationalt og internationalt. Vi praler med kristne værdier, vi er stolte af vores protestantiske historie og ikke mindst vores højskole og frie skoletilgang qua Grundtvig og Kold. Hvordan kan vi så som det eneste land i verden sige nej til at hjælpe de allerværst ramte flygtninge? Som er det vi gør ved at nægte, at tage kvoteflygtninge via FN.
Jeg er ved at få kvalme, når jeg hører lokale socialdemokrater eller venstrefolk sige, at de ikke er enige med deres parti på dette område… men der sker heller ikke mere! Vi snakker jo ikke uenighed om p-pladsen på torvet eller tagtyper på havnen – vi snakker menneskesyn og frasigelse af en international aftale om kollektivt at hjælpe verdens svageste mennesker!
Jeg er fortvivlet og må indrømme, at jeg oprigtigt skammer mig over det billede af Danmark, der står tilbage.