Valgkampens store blålys – en regering over midten!

Et af de helt centrale spørgsmål i denne valgkamp, er debatten om en regering hen over midten. De vigtigste fortalere for dette blålys er Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen.

Læserbrev i Fyns Amts Avis 22. Oktober 2022

Jeg kan tvivle på om Mette Frederiksens bagland er helt på linje med ideen, men Lars Løkkes private parti, Moderaterne, mener det alvorligt. Og vi risikerer, at netop Moderaterne får retten til at bestemme.

Derfor, en advarsel: En regering over midten vil ikke bare være dysfunktionel, fordi alle vil forsøge at promovere sig på hinandens bekostning. Den risikerer også at forstærke de kriser, vi allerede står i, fordi ideen, ifølge Lars Løkke, er, at holde sig fri af ”yderfløjene”.

Lad mig stilfærdig minde om, at det er yderfløjene – eller det vil sige Enhedslisten – der gang på gang tvinger de såkaldte ”ansvarlige partier” til at tage ansvar: 70%-målsætning på klimaområdet, huslejeloft, insisteren på overholdelse af menneskerettigheder og konventioner med meget mere.

Med en regering hen over midten, får vi en regering bestående af partier og politikere der dels mangler fantasien til den nødvendige nytænkning, og som vil være så optaget af positionering, at de slet ikke får tid til at sikre landets fremtid.

Det eneste, vi kan være sikre på er, at politikken vil være laveste fællesnævner fra de to blokke. Det løser ingenting!

Derfor min klare opfordring til at stemme på et parti, som faktisk fremsætter forslag og politik, der får os – alle sammen – fremad.

Stem på Enhedslisten!