Halver billetprisen i bus og tog

Enhedslisten er inspireret af Tyskland og Spanien, hvor man med stor succes har sænket billetpriserne i den kollektive transport markant.

Bendt Larsen (EL), Sundhøjhuse 5, 5700 Svendborg

Vi vil finansiere halveringen af billetpriserne ved at annullere en række planlagte motorvejsprojekter. Det vil både være godt for vores klima og for at dæmpe inflationen.

Mange mennesker er lige nu ekstremt pressede og må vende hver en krone. Samtidig er det dyrt at tage toget eller bussen, når man skal på arbejde.

Vi foreslår, at vi frem til 1. januar 2024 halverer priserne i den kollektive transport. Det betyder, at ikke mindst dem, der pendler, får mere luft i økonomien.

Økonomisk trængte danskere får en håndsrækning. Vi styrker den kollektive transport til gavn for vores grønne omstilling.

Enhedslisten vil også kompensere regionerne for de stigende brændselspriser i den kollektive transport. De kan så annullere en række planlagte nedlukninger af busruter. Hver syvende regionale busrute er i fare for at blive nedlagt.