Is på cykelbaner i Svendborg

Vi skal have bedre forhold for cyklister i snevejr!

Af Jesper Kiel, forperson for Teknik- og Miljøudvalget

Jesper Kiel

Der var kritisable forhold for cyklisterne i Svendborg Kommune efter snevejret første uge af 2024. Særligt cykelbanerne lå hen som ufremkommelige isbaner i mange dage. Derfor er jeg enig i den kritik, som Henrik Nørregaard fremsætter i sit læserbrev. Vi må prioritere cyklisterne højere! Cykelstier og cykelbaner skal være  fremkommelige, når det sner, og der efterfølgende er frostvejr i flere dage. 

Derfor vil jeg på udvalgsmødet i februar foreslå en evaluering af vores vinterregulativ fra 2015. Her er det Enhedslistens holdning, at cykelbanerne og forholdene for cyklisterne skal opprioriteres, men hvis ikke det skal ramme de lavt prioriterede veje, så kan det blive nødvendigt at øge budgettet.