Investor, developer, udvikler – kært barn har mange navne. Fælles er, at de dækker over én eller flere personer, der har en pose penge, som de vil have til at vokse ved at skabe profit gennem byggeri.
- Af Johan Weltzin Kristensen, førstesuppleant til Kommunalbestyrelsen for Enhedslisten
De seneste par år er Svendborg i stigende grad blevet stedet, hvor netop denne slags afkast skabes. Det skyldes et samspil mellem velvillige politikere, at folk i tiltagende grad bosætter sig i Svendborg og en generel selvforstærkende, positiv fortælling om byen.
Priserne stiger. Developerne kan få forrentet deres kapital, folk, der allerede har ejendom, kan sælge den dyrere, og politikere kan få sat et markant betonaftryk på byen. Har du formue, så kan du få, men har du ingen, så må du gå.
Det bliver dyrere for kommunen at opføre plejehjem for seniorer, børnehaver for vores børn og andre velfærdsbygninger for alle byens indbyggere. Det bliver dyrere for almene boligselskaber at opføre boliger, der er til at betale. Det bliver dyrere for folk at bo i lejebolig. Det bliver dyrere for iværksættere, kunstnere og kreative at finde lokaler. Offentlige og rekreative åndehuller indskrænkes, gemmesteder, uformelle veje og stier blokeres, grunde og gårde gøres til salgbare varer. Fokus er den gode udsigt, nem parkering, bekvemmelighed og sikkerhed. Dette på bekostning af livet mellem husene og oplevelsen af en levende og sammenhængende by. Slutresultatet bliver, at byen lukker sig om sig selv, og at dens indbyggere skiftes ud. Byen bliver bopæl for formuerne, mens de tidligere indbyggere må rykke ud i periferien. Den proces kaldes gentrificering.
Gentrificering tærer på hele det grundlag, der har skabt og skal skabe fremtidens by. Developerne har ingen oprigtig interesse i at skabe den gode by, der er til for mennesker. Det siger de, at de vil, for så kan de komme til fadet, men i virkeligheden er det pengene, der snakker. Skulle det tilfældigvis også give noget til byen, er det et tilfælde. Er pengene lavet på vej op, kan formuen trygt kanaliseres i ny retning mod det næste sted, der skal “udvikles”.
Byen kan og skal udvikles, men det skal være en udvikling, der kommer alle til gode.
Vi kan se, hvordan denne proces sker i Svendborg netop nu: Byen er blevet til en forbrugsgenstand, som lejlighedsejere i København kan investere deres friværdi i og forbruge løs af – en salgstale, hvor kulturliv og ånd bliver varegjort.
På trods af, at nogen tjener masser af penge på byen, kommer det ikke byen til gode i form af flere penge i fælleskassen. Der skal derfor beskæres og spares overalt. Politikerne dikterer i deres byggeiver, at investorerne skal betjenes hurtigt og effektivt. Developerne har lugtet lunten og ved, hvordan spillet skal spilles, og fokus holdes på det vigtige: at tjene penge.
Investorerne får enten udarbejdet nye lokalplaner i en grad, så det nærmer sig en bestillingsopgave, eller alternativt søger de om dispensation til at bygge i uoverenstemmelse med det, som ellers er blevet vedtaget. De vil nemlig bygge mere, højere og større, så de kan tjene endnu flere penge. Maksimale højder og bebyggelsesprocenter er til for at blive overskredet, så der kan hentes flere penge ind.
Hvorfor overhovedet bruge krudt på at vedtage lovgivning og lege demokrati, når disse lokalplaner alligevel ikke gælder for dem, der har penge og gerne lige vil tjene lidt flere?
Investorerne har luret, at kommunen kan påvirkes, og investorerne ansætter folk til at smøre hjulene og gelejde processen igennem. Her anvendes den gode gamle salamimetode – ét lille skridt ad gangen. Over tid opnås målet derved; dispensation til bebyggelsesprocent, en ekstra etage eller to, undgå forpligtelser til offentlige områder, undgå hensyntagen til mobilitet, klima, social bæredygtighed og så videre. Der laves forhør i udvalg uden for referat, der laves nye høringer uden hensyntagen til tidligere, projekter deles op i delprojekter, og potentielle kritiske stemmer købes til tavshed én efter én. Langsomt, men sikkert skubbes investeringen igennem.
Svendborg Kommune bør stå sammen og vise, at gentrificering er kortsigtet og ikke en bæredygtig vej til en god by for alle. Byen kan og skal udvikles, men det skal være en udvikling, der kommer alle til gode. Svendborg er ikke til salg og slet ikke til den foræringspris, som det har været tilfældet de sidste par år. Svendborg kan mere, og vi skal kræve meget mere. Svendborg er også din by
Se tidligere opslag om Baagøe og Riber-grunden
